mindre skrift / større skrift

Vedtægter for 50+ Senior Erhverv Fredericia

pr. 19. marts 2019

§ 1. Navn og hjemsted.

Foreningens navn er 50+ Senior Erhverv Fredericia, 7000 Fredericia, med hjemsted i Region Syddanmark.

§ 2 Formål.

Foreningens formål er, via selvaktivering, at medvirke til, at ikke beskæftigede, jobsøgende over 50 år opnår ordinære jobs på arbejdsmarkedet, og at fremme nye beskæftigelsesområder for målgruppen.

§ 3 Aktiviteter.

Aktiviteterne består af:

a)   Etablering af intern og eksternt netværk til jobsøgning.

b)   Projektudvikling.

c)   Afklaring af uddannelsesbehov for målgruppen.

d)   Videns – og erfaringsformidling for erhvervsaktive seniorer.

e)   Projekter til fremme af nye jobområder for seniorer, eksempelvis hjemmearbejdspladser, vikarjobs og nye forretningsinitiativer.

f)    Andre aktiviteter til selvaktiveringen, eksempelvis lokalt samarbejde med Jobcentre, vikarbureauer, ”anden aktør”, A kasser, lokale arbejdsgiverinteressenter og lignende.

§ 4 Medlemskreds og medlemsforpligtigelser.

a)   Som A- medlemmer kan optages ikke-beskæftigede, jobsøgende personer over 50 år, som enten er forsikrede, kontanthjælpsmodtagere, jobsøgende efterlønsmodtagere, pensionister/førtidspensionister, fritstillede eller jobsøgende ledige uden offentlig forsørgelse.

b)   Alle medlemmer, der tilhører målgruppen (A-medlemmer), skal underskrive en tro - og love erklæring om, at de tilhører målgruppen. Dette gælder både medlemmer, der har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (A1-medlemmer) og medlemmer, der ikke har rådighedspligt (A2-medlemmer).

c)   A- medlemmer betaler, et af generalforsamlingen fastsat kontingent, har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen.

d)   A- medlemmer forpligter sig til hver måned at aflevere opgørelse over antal dagpengetimer i foreningen, hvilket er foreningens grundlag for medfinansiering. Opgørelsen afleveres til foreningens kasserer senest den 10. i følgende måned.

e)   Andre, som støtter foreningens formål, kan optages som B-medlemmer.

f)    B- medlemmer har ikke stemmeret - kan ikke deltage i netværkskurser, men kan deltage i eksempelvis medlemsmøder og andre foreningsaktiviteter

g)   Flertallet af foreningens bestyrelsesmedlemmer skal være A-medlemmer

h)  Foreningens formand skal være A-medlem

i)    Udmeldelse kan ske med dags varsel ved skriftlig henvendelse til administrationen/bestyrelsen. Evt. indbetalt kontingent og frivilligt bidrag tilbagebetales ikke.

j)    Generalforsamlingen kan med simpelt flertal ekskludere et medlem, der modarbejder foreningens formål og retningslinier i øvrigt.

§ 5 Økonomi.

a)   Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

b) Foreningens drift og regnskab skal tilrettelægges således, at det opfylder Bekendtgørelse nr. 1276 af 31. oktober 2016 om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

c)   Regnskabet, der revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret eller registreret revisor, afsluttes senest den 1.marts i det følgende år.

d)   Der ydes intet vederlag for det frivillige arbejde til nogen medlemmer idet der udelukkende er tale om individuel eller kollektiv jobsøgning og dermed en forbedret jobsituation for alle medlemmer.

e)   Kørsels-, rejse- og opholdsudgifter for foreningen skal afregnes efter statens regler.

§ 6 Tegningsregler og forpligtigelser.

a)   Foreningen tegnes udadtil af formanden plus yderligere et bestyrelsesmedlem.

b)   Ved evt. optagelse af lån, samt pantsætning af tilgodehavender, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

c)   For foreningens forpligtigelser hæfter alene foreningens midler, idet ingen medlemmer hæfter for foreningens eventuelle gæld.

§ 7 Generalforsamling.

a)   Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

b)   Den ordinære generalforsamling holdes hvert år senest i marts måned. Indkaldelsen sker således, at alle medlemmer modtager dagsorden mindst 14 dage før generalforsamlings- tidspunktet.

c)   Stemmeberettigede er alle A medlemmer, der opfylder medlemskriteriet på generalforsamlingstidspunktet.

d)   Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

e)   Der gennemføres skriftlig afstemning, hvis blot ét stemmeberettiget medlem ønsker det.

f)    Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:

1.   Valg af dirigent, referent og stemmetællere

2.   Bestyrelsens årsberetning

3.   Regnskabsaflæggelse i forhold til årets budget

4.   Resultataflæggelse i forhold til årets resultatmål

5.   Behandling af indkomne forslag (skal være formanden i hænde 7 dage før generalforsamlingen)

6.   Bestyrelsens økonomiske budget for det kommende år

7.   Bestyrelsens resultatmål for det kommende år

8.   Fastsættelse af kontingent for det kommende år

9.   Valg af bestyrelsesmedlemmer. Hele bestyrelsen er på valg hvert år. (Genvalg kan finde sted.)

10.Valg af revisor

11.Eventuelt.

g)   Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

h)  Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovlig indvarslet. Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende stemmeberettigede. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves 2/3 flertal af de fremmødte A medlemmer, samt at de påtænkte vedtægtsændringer fremgår af indkaldelsen.

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling.

Flertallet af bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling og ligeledes kan 10 A medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætte begrundet anmodning om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter at anmodningen er fremsat. Indkaldelsesfristen til ekstraordinær generalforsamling er 7 dage.

§ 9 Foreningens daglige ledelse.

a)   Foreningens daglige ledelse er en bestyrelse på 5 personer efter generalforsamlingens beslutning.

b)   Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

c)   Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og indkaldelsesvarsel for bestyrelsesmøder.

d)   Bestyrelsen fører en protokol over bestyrelsens arbejde samt en generalforsamlingsprotokol.

e)   Bestyrelsesmøder holdes mindst 10 gange årligt.

f)    Senest 7 dage efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

g)   Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen i valgperioden udpeger den tilbageværende bestyrelse et nyt bestyrelsesmedlem blandt medlemmerne, hvorefter der sker ny konstituering.

h)  Bestyrelsen sikrer sig, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering altid har kendskab til hvem der er formand, næstformand og kasserer.

i)    Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede ved et indvarslet bestyrelsesmøde. Alle afgørelser sker ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

j)    Bestyrelsen sikrer at medfinansiering i form af ”dagpenge timer” løbende bliver registreret efter retningslinjer fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering - samt at antal årlige tilkomne medlemmer og antal medlemmer genindtrådt på arbejdsmarkedet kan opgøres og dokumenteres i form af navn og adresse.

k)   Bestyrelsen sikrer at foreningens regnskab følger den vejledende kontoplan, at udbetalingsanmodninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sker via standardskema, samt sikrer dataregistrering til standardevalueringsskema.

l)    Bestyrelsen sikrer, at foreningens regnskab inkl. medfinansiering, revideres og underskrives af den generalforsamlingsvalgte revisor inden generalforsamlingen.

§ 10 Foreningens opløsning.

a)   Ophævelse af foreningen kan kun finde sted når 2/3 af de fremmødte A medlemmer er enige heri på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2 ugers mellemrum.

b)   Ophører foreningen efter ekstraordinær generalforsamling, bortsælges foreningens aktiver i det omfang, de er optaget på inventarlisten som anskaffet for midler, der er bevilget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det ved bortsalg indkomne provenu returneres til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Foreningens andre aktiver tilfalder en anden frivillig organisation i Fredericia Kommune efter generalforsamlingens bestemmelse herom.

§ 11 Datering.

Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 23. januar 2012, senest ændret på generalforsamling den 19. marts 2019.

Anette Hyre-Jensen

Generalforsamlingens dirigent